Omega-3
Omega-3 fedtsyrer er sunde umættede fedtsyrer, der bl.a. nedsætter risikoen for blodpropper.
Man har i mange år vidst at Omega-3 er sundt. Det var blandt andre danske forskere, der påviste dette, da de opdagede, at blodpropper i hjertet optrådte langt sjældnere blandt Inuitter i Grønland end hos den danske befolkning. Man fandt ud af, at årsagen skulle findes i kosten, som for grønlændernes vedkommende indeholdt masser af Omega-3-holdige fødevarer så som hellefisk.
Sundt fedt med mange fordele
Omega-3 fedtsyrerne har bl.a. betydning for en optimal fedtomsætning i blodet og virker forebyggende på åreforkalkning. Omega-3 fedtsyrerne menes i det hele taget at have en gavnlig virkning på helbredet – f.eks. menes de at have positiv effekt ved hjertekarsygdomme, allergi og forskellige andre sygdomme. Desuden har forskere påvist, at Omega-3 er essentielt for udvikling af hjernen hos børn.
Fisk eller kosttilskud?
Omega-3 findes især i de fede og halvfede fisketyper - dvs. laks, hellefisk, sild og ørred. Omega-3 fiskeolie kan også fås som kosttilskud i kapsler. Du skal dog være opmærksom på, at kosttilskuddet ikke giver de andre gavnlige vitaminer og mineraler, der findes i fisk.

Hellebarden 7